Opdateres løbende
På siden her vil jeg skrive lidt om avl generelt og om arvelige sygdomme i særdeleshed.
Labradoren er som udgangspunkt en sund race, men der er flere forskellige sygdomme/problematikker som man bør have fokus på og som kan påvirkes enten helt eller delvis ved fornuftig avl.
Om avl generelt
Hellere gennemsnitshunden fra en top familie end tophunden fra en gennemsnits familie
Og hvad mener jeg så med det udsagn.
Jo, avl handler langt mere om studier af stamtavler og familier end at lede efter den perfekte hund.
For langt de fleste egenskaber nedarves det der kaldes polygent og med en større eller mindre arvbarhed. At noget er polygent betyder at egenskaben påvirkes af flere forskellige gener og til dels også af miljø. Det vil også sige man ikke nødvendigvis kan se på det enkelte individ hvilke gener det bærer på.
Og ved alle disse egenskaber som ikke nødvendigvis har en høj arvbarhed, der giver det langt større resultater i avlen at anvende det der kaldes indeksbaseret avl frem for individbaseret avl.
Hele tanken bag indeksbaseret avl er at se mere på familien end på individet. Altså at hvis en given egenskab forekommer hos en meget stor del af medlemmerne af familien, så vil der også være stor chance/risiko for at denne egenskab vil slå igennem hos afkom af familiemedlemmerne. Hvorimod en egenskab, som kun findes hos et enkelt eller ganske få individer i en familie, ikke vil kunne forventes at gå igen hos afkom, ikke engang i afkom efter et individ som har de ønskede egenskaber.
Dette gør sig gældende for rigtig mange egenskaber og det er derfor det er så vigtigt at se så mange hunde som mulig med en given afstamning, for hvis der er en høj procentdel af hundene som har de egenskaber man ønsker i avlen er det den vej man bør gå, hvorimod man måske skal se i en anden retning hvis der kun er den ene hund i familien som man synes er helt fantastisk.
Avl vedr. HD, AD og OCD
Labradoren som race er generelt en sund race, men der er nogle helbredsmæssige udfordringer, som kan påvirkes ganske markant via avlen.
Alle avlsdyr bør røntgenfotograferes for HD, AD og OCD inden avl, men desværre bruges resultaterne af disse undersøgelser desværre ikke optimalt.
Både HD, AD og OCD er polygenetisk nedarvet og det gør at det desværre ikke er ret effektivt i bekæmpelsen af disse problemer blot at se på om det enkelte avlsdyr er fri for HD, AD og OCD ved røntgenfotograferingen.
Mange tror fejlagtigt at blot hunden har A-hofter, 0 på albuerne og fri for OCD, så er den automatisk egnet til avl. Men det er desværre ikke nok at se på individet.
Lad mig give et eksempel:
Hund nr. 1 har A-hofter, men den kommer ud af et kuld på 7, hvor de 6 andre har dårlige hofter.
Hund nr. 2 har også A-hofter, men den kommer ud af et kuld på 7 hvor alle 7 har A-hofter.
Hvis vi kun ser på individet, så vil de 2 hunde jo begge have A-hofter og mange vil tænke at de begge er egnede som avlsdyr.
Men hund nr. 1 bør man være ekstremt varsom med at avle på, for med den store forekomst af HD i familien, vil der være stor risiko for at hunden også selv nedarver en stor forekomst af HD til dens afkom.
Hvorimod hund nr. 2 vil have helt markant mindre sandsynlighed for at nedarve en stor forekomst af HD.
Dette er også tilfældet når vi snakker AD og OCD, hvor tankegangen bør være akkurat den samme.
Det betyder også at det er meget, meget vigtigt at så mange hunde som muligt bliver undersøgt for disse sygdomme (også selvom de ikke nødvendigvis selv er tiltænkt til avl), sådan at vi kan få så sikker en statistik som muligt til at udvælge avlsdyr med.
Dette er selvfølgelig også begrundelsen for at røntgenfotografering af hofter, albuer og skuldre er inkluderet når man får en hvalp fra os.
Gentest
Hos alle racer findes en række sygdomme som kun skyldes en defekt i et enkelt gen og som nedarves via den arvegang som kaldes autosomal recessiv nedarvning.
Denne nedarvningsform betyder at en hund skal arve det defekte gen fra begge forældre for at kunne udvikle sygdommen.
Arver hunden kun et defekt gen fra den ene forælder vil den aldrig kunne udvikle den givne sygdom, men vil være bærer af sygdommen og statistisk set give genet videre til halvdelen af dens afkom.
For en stor del af disse sygdomme er der nu udviklet gentests, som kan afgøre om en hund har 2 normale gener for sygdommen eller om den har 1 normalt og 1 defekt gen og dermed vil kunne give sygdommen videre til sit afkom.
Dette er af stor betydning, fordi en hund med 1 normalt og 1 defekt gen ikke selv udvikler sygdommen og derfor er sund og rask, men kan give sygdommen videre.
Men ved at genteste hundene for disse sygdomme kan man sikre sig at man ikke kommer til at parre 2 hunde som bærer den samme sygdom og dermed risikere at hvalpene kan få et defekt gen fra begge forældre og dermed udvikle den givne sygdom.
Det betyder heldigvis også at man på ingen måde behøver at udelukke hunde i avl, blot fordi man ved at de bærer en af disse sygdomme. Hvis man blot sørger for at en bærer af en given sygdom parres med en hund som er gentestet fri for samme sygdom, så vil hvalpene aldrig kunne udvikle sygdommen.
Gentest er altså et værdifuldt redskab i avlen, men det bør bruges korrekt. Gentest skal bruges til at bibeholde flest mulige hunde i avlen, samtidig med at vi sikrer os at ingen hvalpe fremadrette udvikler de sygdomme som er nedarvet på denne måde. Gentest skal ikke bruges til at udelukke bærere fra avlen, for så vil man udelukke en masse potentielt rigtig gode avlsdyr, som vil kunne gavne avlen indenfor de områder som vi ikke kan genteste for (HD, AD, temperament mm).
For labrador er det for nuværende PRA, EIC, HNPK, evt. SD2 og Stargardt som er relevante at genteste for.