HD og AD

Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) er efter min mening den største udfordring for labradoravlen når vi snakker bekæmpelse af arvelige sygdomme. Dels fordi HD og AD ikke er mulige at kontrollere fuldstændigt og dels fordi både hofte- og albueproblemer er potentielt invaliderende for de ramte hunde.

Hos labrador har der været et bekæmpelsesprogram med røntgenfotografering af hofter i mange år og de seneste år også af albuer. Desværre har bekæmpelsesprogrammet ikke resulteret i en markant nedgang af antallet af hunde med HD og AD og det er for mig at se fordi oplysningerne desværre ikke bruges i stort nok omfang i avlen.

Det er desværre sådan at alt for mange (både opdrættere og hvalpekøbere) lægger alt for stor vægt på forældredyrenes egenstatus, altså at begge forældre har A-hofter og 0 på albuerne, og glemmer at se grundigt og kritisk på afstamningen. Og det er desværre langt fra sådan at 2 hunde med A-hofter og 0 på albuerne altid giver hvalpe med samme resultat.

Grunden til at det ved HD og AD er vigtigt at se ud over forældredyrene er at HD og AD ikke er bestemt ud fra et enkelt gen. Det er såkaldte multifaktorielle sygdomme og man kan derfor ikke teste en hund for om den bærer genetisk disponering for at nedarve HD eller AD ved en gentest. Den eneste måde man kan få et indtryk af om en hund er disponeret for at nedarve HD og AD er ved at se på dens øvrige familie. Hvis hundens familie (det vil sige eventuelle afkom, halv- og helsøskende, forældre, forældres halv- og helsøskende) har en høj frekvens af HD og AD, må hunden forventes at være disponeret for at også selv avle en høj frekvens af syge hunde, hvorimod hvis der er en lav frekvens af HD og AD i hundens familie så må man forvente at hunden også selv vil nedarve en lav frekvens af HD og AD.

Jeg vil forsøge at illustrere ovenstående med et par eksempler.

Forestil jer hund nummer A.

A stammer fra et kuld med 8 hvalpe. A har selv A-hofter, men A’s 7 kuldsøskende har alle moderat HD grad D. Denne hund A vil jo hvis man udelukkende ser på hunden egen status være fin til avl, men på grund af dens kuldsøskende vil jeg i hvert fald formode at den må have en meget høj risiko for at nedarve dårlige hofter.

Forestil jer så hund B:

B stammer også fra et kuld med 8 hvalpe. B har selv B-hofter, men alle B’s 7 kuldsøskende har A-hofter. Nu vil det desværre ofte være sådan at hvis ”A” og ”B” hver får et kuld hvalpe, så vil mange hvalpekøbere desværre tænke at det vil være bedst at købe en hvalp efter A, fordi den jo har A-hofter, men for mig at se vil sandsynligheden for at få en hvalp med gode hofter være langt, langt større ved B’s hvalpe.

Så sort/hvid er verdenen selvfølgelig sjældent, men for at få den største sandsynlighed for at få hvalpe med gode hofter og albuer, så er det meget, meget vigtigt at man ser meget grundigt på afstamningen og langt mindre på hundenes egenstatus. Egenstatus skal selvfølgelig også være i orden, men om en hund har A- eller B-hofter og 0 eller 1 på albuerne betyder langt mindre end afstamningen. Selvfølgelig bør man efter min mening ikke avle på hunde med C-hofter eller dårligere eller 2 eller mere på albuerne.

Et andet problem i den danske avl er, at for at kunne sikre sig bedst muligt ved at studere afstamningen og sundhedsstatestik i afstamningen, så skal der være noget at studere. Det betyder at vi skal have så mange sundhedsresultater, gode såvel som dårlige, registreret så vi kan forholde os til dem, og der halter det desværre lidt. Der er alt for mange kuld hvor der ikke bliver røntgenfotograferet afkom eller måske kun en enkelt og så er det umuligt at sige noget fornuftigt om kvaliteten. Heldigvis er der en del opdrættere som sørger for at få deres afkom undersøgt og det er den vej vi skal, for kun ved at undersøge hundene kan vi lave en fornuftig udvælgelse af avlsdyr.

Derfor piner det mig også at se hunde brugt i avlen til flere hundrede hvalpe inden der begynder at blive undersøgt afkom. Enhver hund i avlen bør bruges til nogle få kuld hvalpe og derefter bør der undersøges en stor procentdel af hvalpene. Og hvis afkommet viser sig at forbedre racen, altså have en lavere frekvens af HD og AD end racens gennemsnit, så skal avlshunden selvfølgelig have lov at lave et fornuftigt antal hvalpe, men hvis det så viser sig at hunden producerer en for høj frekvens af HD og AD så bør den selvfølgelig tages ud af avlen.

En genvej til at vurdere hundes kvalitet mht. HD er HD-indekset. Indekset bliver netop beregnet på baggrund af den enkelte hunds egenstatus og ikke mindst afstamning og eventuelle afkom. Indekset er udformet så 100 er racens gennemsnit, dvs. at en hund med HD-indeks på 100 forventes at nedarve samme frekvens af HD som racens gennemsnit. En hund med indeks under 100 forventes at nedarve mere HD end gennemsnittet og en hund med indeks over 100 forventes at avle bedre end gennemsnittet.

Man bør derfor altid kun parre hunde som i gennemsnit har HD-indeks over 100 og jeg mener faktisk at begge hunde bør have indeks over 100 og gerne noget højere. Jeg vil selv gå efter indeks på min. 105 for tæver og min. 110 på hanhunde, dog selvfølgelig sådan at man aldrig skal stirre sig blind på én ting, så hvis en hund har mange andre fortrin (temperament, eksteriør, brugsegenskaber osv.) kan jeg godt nogle gange acceptere et lavere indeks, men aldrig under 100.

Mht. albuedysplasi findes der endnu ikke noget indeks, så indtil videre er man nødt til udelukkende at gennemgå afstamningen for at se kvaliteten af avlsdyrene. Forhåbentlig kommer der inden længe et AD-indeks.

Camilla Juelsgaard Jørgensen, Lerbjergvej 17, 8370 Hadsten ( 30138952)